Indledning 1 Firenze i renæssancen På denne rejse vil du blive indført i Firenzes fortryllelse gennem en nøje udvalgt helhed af oplevelser, til glæde for både ånden og sanserne. Et højt videns og formidlingsniveau kombineres med vidunderlige kulinariske oplevelser. Og som fundament for vores undersøgelser ligger hotellet som en stemningsfyldt oase, midt mellem byens kirker og monumenter. Da de gamle romere i 1. årh. f. Kr. navngav deres nyanlagte koloni ved Arno-floden og kaldte den ”Florentia”, (Den blomstrende) vidste de ikke, hvor ret de fik – over 1000 år senere! I 1200- og 1300-tallet var Firenze en af Europas økonomiske stormagter, men først og fremmest var byen centrum for en kulturel blomstring uden sidestykke i en periode på 300 år fra 1300 til 1600. Denne kulturelle udfoldelse omfattede ikke mindst den nye bevægelse, der så dagens lys i netop Firenze: renæssancen. Med denne rige kulturbevægelse opstod det moderne Europa, og det er først og fremmest renæssancens kunstneriske og videnskabelige vidnesbyrd, der står i centrum for efterårets kulturrejse til Firenze ved Cramon Kulturrejser. Firenze er hovedstaden i Toscana, som ligger i det nordlige Mellemitalien ud mod Det liguriske Hav. Det er her, Italiens centrale bjergkæde, Appenninerne, folder sig ud, og området er præget af bjerge, bølgende bakkeland og forrevne klippekyster. Toscana er i dag en af Italiens 20 regioner med omkring 3.5 mio. indbyggere og dækker et område svarende til ca. halvdelen af Danmarks størrelse. Takket være områdets frugtbarhed har landbrugsproduktion med vin- og olivendyrkning i spidsen altid spillet en vigtig rolle, mens tekstilindustri, håndværk og kunsthåndværk er typisk for de toskanske byer, der siden middelalderen også har haft en livskraftig tradition for bankvirksomhed, forsikring og regnskabsvæsen. I perioden 1100 til 1600 oplevede Toscana en økonomisk og kulturel blomstring uden sidestykke i Europa. Denne storhedstid var først og fremmest knyttet til en række stolte og selvstændige byer, og områdets historie er derfor først og fremmest deres historier. De handler i høj grad om byernes voldsomme rivalisering, der i 1500-tallet ender med, at den største af dem, Firenze, samler størsteparten af Toscana under sit herredømme. Også den dag i dag er lokalpatriotismen stærk. Selvopfattelsen bestemmes af „campanilismo“, rækkevidden af den lokale kirkeklokke, og nutidens toskanere føler sig først og fremmest som florentinere, sienesere, pisanere, lucchesere osv. Det er med korstogenes åbning af handelssamkvemmet mellem

Indledning 2 Firenze i renæssancen Europa og Orienten fra 1000-tallet og frem, at de toskanske byer begynder at vokse i magt og velstand. Takket være den stigende handel og medfølgende bankvirksomhed og tekstilmanufaktur forskydes det økonomiske tyngdepunkt fra landet til byerne. Disse kan i stigende grad frigøre sig fra deres adelige overherrer, som mere eller mindre frivilligt slår sig ned i byerne, hvis omgivelser nu bliver til opland. Også i forhold til feudalherren over dem alle, den tysk-romerske kejser, sker en frigørelse. Byerne begynder nu at udvikle sig til bystater med hver deres territorium. I denne proces allierer byerne sig med pavemagten, der ikke blot er de toskanske bankfirmaers vigtigste kunde, men som på tværs af kejseren også søger at etablere en verdslig magtbase i Mellemitalien. I 1200-tallet markerer rivaliseringen mellem kejser og pave sig i stridighederne mellem de pavetro „guelfere“ og kejserlige „ghibellinere“, hvor det primært drejer sig om et opgør mellem adelige familier, men med indblanding af det fremvoksende storborgerskab. Byen San Gimignano med sine mange forsvarstårne står tilbage som monument over disse familiefejder, og når de efterhånden forsvandt fra de øvrige byer, skyldtes det en ny overhøjhed, nemlig kommunens sejr. Det nye fællesskab, der kom til udtryk i et kommunalt styre og administration, hvilede på en magtbalance mellem adel, borgerskab og småborgerskab med lavene som basis. Op gennem 1300-tallet går udviklingen i retning af et fåmandsvælde og flere steder bliver én familie den ledende, således som det sker med Medici-familien i Firenze. Mens Pisa er den vigtigste toskanske by i den tidlige middelalder, overtages førerstillingen i senmiddelalderen af Firenze, der i 1500-tallet ender med at underlægge sig det meste af Toscana. Den ledende rolle gør sig også gældende indenfor kulturlivet, hvor renæssancen – drømmen om genfødelse gennem den antikke kultur – ser dagens lys i Firenze. Den nye bevægelse får epokegørende betydning for kunst og videnskab, der i stor stil støttes af de nyrige borgere, som her får deres ambitioner realiseret. I 1559 bliver Toscana storhertugdømme under Medici-familien, der regerer indtil 1737, hvorefter området kommer under de østrigske Habsburgere. Efter Napoleonstidens nedbrydning af den gamle politiske orden fødes i Italien enhedsbevægelsen „Risorgimento“, der i 1860 fører til Toscanas indlemmelse i det forenede Italien. Omtrent samtidig sker en opvurdering af middelalderens og den tidlige renæssances kunst, der bevirker, at Firenze og senere det øvrige Toscana bliver et yndet turistmål, sådan som det er tilfældet den dag i dag.