Spaniens bankende hjerte

Dybt inde i hjertet af den castilianske højslette eller meseta befinder sig nogle af Europas mest egenartede, stemningsfulde og velbevarede middelalderbyer. Disse ligger som perler omkring juvelen i centrum af Den Iberiske Halvø, den varmblodige spanske hovedstad Madrid, på hvis charmerende pladser, gader og barer livet pulserer stadig med en sjælden set kraft og intensitet. Her leves livet ude på gaden, i selskab med tapasspisende livsnydere, højttalende hvermandspolitikere, indlevede tyrefægtnings aficionados, mørkkrøllede poptøser, katolske nonner og flamencoklappende sigøjnere. Vi vil her søge de mere meditative og fordybede fornøjelser, som verdens mest intense kunst­museum, El Prado, byder på: En ufor­lignelig perlerække af ærefrygtindgydende mesterværker af bl.a. penselvirtuosen Velázquez, koloristen Tizian, den dybt spaltede romantiker Goya, den svulmende barokke Rubens og den gådefulde Hieronymus Bosch.

Vil man se den visionære El Greco, kan man også gøre dette i den højst særegne by, hvori han tog ophold for livet - nemlig den gamle hovedstad i Hispania,Toledo. Byen er endnu den dag i dag regionshovedstad i den egn, hvorfra Cervantes’ Don Quijote stammer. Omkranset af Tajo-flodens dramatiske kløft på næsten alle sider er denne enestående by stadig dybt præget af middelalderens etniske og kulturelle blanding af kristen, islamisk og jødisk kunst og kultur. Her ses flere af Europas smukkeste synagoger, et væld af kirker i den forunderlige blandingsstil mudéjar samt små ældgamle moskeer fra tiden før reconquista’en, dvs. den kristne generobring af landet. Lige siden antikken har man her produceret nogle af verdens bedste sværd, og da håndværket stadig lever, er der mulighed for at hjembringe en krigerisk souvenir indkøbt i de livlige handelsgader. Disse snor sig på bedste middelalderlige vis omkring katedralen, hvor gademønstret endnu har sit labyrintiske mauriske præg.

Storslåede kirker og katedraler i både romansk og gotisk stil præger også det idyllisk fortættede gadebillede i de gamle byer Segovia og Salamanca, som tillige er berømte for deres romerske monumenter, i særdeleshed den imponerende akvædukt i Segovia. Navnet Castilien stammer fra ordet for “kastel”, med henvisning til højslettens mange drabelige forsvarsborge fra tiden under troskampen mellem kristendommen og islam. Den højtliggende by Ávila har endog bevaret hele sin middelalderlige forsvarsmur, et imponerende anlæg omkranset af prægtige tårne, der fører betragteren lige lukt tusind år tilbage i tiden. Herfra stammer modreformationens store katolske helgeninde og ekstatiske mystiker, Teresa af Ávila, hvis karmelitterkloster endnu findes.

Så der er mange gode årsager til at besøge Castilien, et af Europas mest karakterfyldte gamle kulturområder. Til en særdeles rimelig og konkurrencedygtig pris tilbyder Cramon Kulturrejser en luksuriøs og sanselig rundrejse i det castilianske kulturlandskab.

 

Stiftskirken i Toro